Behovet for en ny national identitet
Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 befandt Rusland sig i en identitetsmæssig krise, og der udviklede sig et rum for dannelsen af en ny national identitet. Den nye leder for Den Russiske Føderation, Boris Jeltsin, formåede ikke i 1990’erne at bidrage afgørende til skabelsen af en ny kollektiv identitet. Jeltsin efterlod sig således et identitetsmæssigt tomrum som den følgende præsident, Vladimir Putin, har formået at udnytte.Centralt i Putins forsøg på at udvikle Ruslands nye nationale identitet er eliteidrætten, hvor Rusland, sammen med ørkenstaten Qatar, er blevet det land i verden der arrangerer flest sportsbegivenheder. Her kan bl.a. nævnes Universiaden i 2013, VM i atletik i 2013, Vinter-OL i 2014, Formel 1 fra 2014-2020, VM i judo i 2014, VM i skak i 2014, VM i svømning i 2015, VM i taekwondo i 2015, VM i kvindeskak 2015, EM for hold i badminton i 2016, VM i ishockey i 2016, samt VM i fodbold i 2018.De mange sportsbegivenheder fungerer både som politisk platform for Putin til at skabe goodwill fra det internationale samfund og som et led i dannelsen af en ny national identitet.
Kroppen som politisk instrument
Modsat Jeltsins image, der blev plettet af korruption, helbredsproblemer, alkoholisme og problemer med at styre den statslige økonomi, er der blevet skabt et sportsligt image af Putin, som ofte optræder iført sin hvide judodragt med sort bælte. Gennem de seneste år er der i Rusland blevet opbygget en myte om en uovervindelig leder, der bryder almindelig statsmandslogik og med sine nærmest overmenneskelige egenskaber kan bære det russiske folk frem mod national forening og international triumf.
Putin er generelt kendt i offentligheden for at have stor interesse i sport. Siden 2001 er Putin steget fra 4. dan til at være den eneste russer med et 8. dan sort bælte i judo. Således overgår han den tredobbelte russiske verdensmester og sølvvinder fra OL i London i 2012 Alexander Mikhailin – naturligvis et propagandastunt af første karat fra Kremls side.I den spritnye dokumentarfilm af den berømte – men også stærkt kritiserede – filminstruktør Oliver Stone ’Putin ifølge Oliver Stone’ er der naturligvis også fokus på Putins sportslige kunnen. Her vises der fx klip af Putin dyrke judo, ligesom dokumentarfilmen også helt ukritisk portrætterer, at præsidenten svømmer og styrketræner hver dag – imponerende af en mand, der besidder et af de mest travle politiske embeder i verden.
Men Putins kropslige formåen rækker langt ud over hans sportslige kunnen. Med kroppen i centrum portrætteres Putin også som en friluftsmand, der raskt begiver sig rundt i den barske russiske natur. Her bruger den russiske statsmagt Putins krop til at udsende en stærk symbolik knyttet Putins kropslige tilstedeværelse. Putin fremstilles nemlig ikke som jæger, men som dyrenes og naturens beskytter, hvilket i overført betydning kan opfattes som en overordnet beskyttelse og omsorg for den russiske befolkning.Hvor naturen ofte bruges som en del af en livsstil og et frirum, bliver den altså af Putin brugt som en politisk strategi. Her bliver Putins krop et vigtigt politisk instrument, der udelukkende tjener Putins egne interesser om at maksimere sin magtposition. Formålet med brugen af naturen bunder således ikke i et ønske om en grøn energipolitik, men derimod i skabelsen af Putins image som nationalt samlingspunkt.
Den russiske superhelt
Persondyrkelsen af den ubestridte leder er ikke et nyt fænomen i Rusland. Sovjetunionen var for eksempel opbygget omkring en massiv persondyrkelse af først den sovjetiske leder Lenin og sidenhen Stalin, der under det sovjetiske slogan ”Thank You Dear Comrade Stalin for Our Happy Childhood” blev hyldet som ”nationens fader”. Dette skærer ikke mindst i øjnene pga. Stalins ansvar for nogle af de største forbrydelser mod sin egen befolkning i det tyvende århundrede med hans barbariske undertrykkelsespolitik og masseudrydelse.Men selvom persondyrkelsen ikke er noget nyt, er der nye tendenser hos Putin. Her bliver lederens egen krop, som ingen rolle havde hos hverken Lenin eller Stalin, garant for den vertikale samfundsorden i Rusland – et populistisk bånd mellem folket og lederen.Særligt byen Sotji er central i denne forestilling. For efter Vinter-OL i Sotji 2014 er den vinterolympiske værtsby blevet et sportspolitisk centrum, hvor Putin kan positionere sig selv ikke blot gennem sportsbegivenheder, men også ved at arrangere politiske møder: en imposant kulisse for Putins magtudøvelse, hvor Putin nærmest personificerer det olympiske motto om hurtigere, højere, stærkere.Her bliver afbildningen af Putin et billede på den russiske statsmagts ønskede image: stærk, potent og atletisk overlegen. Det sportslige image, med portrætteringen af Putin som en mandlig superhelt og Ruslands ”ultimate celebrity”, er blevet personificeringen af det nye Rusland.
Magtens arenaer
Professor Hans Bonde fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet har fornyligt belyst, hvordan Putins krop og enorme satsninger på sportslige mega-events med den olympiske værtsby Sotji som repræsentationscentrum indgår direkte i den russiske idrætspolitik.Og netop det at Sotji er blevet en særlig kulisse for Putins iscenesættelse er ifølge Hans Bonde ikke et tilfælde.I løbet af historien har sportens dramaer ofte fundet sted i imponerende arkitektoniske bygninger lige fra gladiatorkampene i Colosseum og hestevæddeløbene på Circus Maximus til ridderturneringer i middelalderen og renæssancen, hvor folket kunne få et glimt af deres herskere.De romerske kejsere skabte hver sit eget ”forum”, hvor kejserens magt og herlighed kunne blive mindet gennem overdådig arkitektur. Den fascistiske leder Benito Mussolini genoprettede denne tradition som et led i forsøget på at efterligne Roms imperialistiske storhed. Mussolini skabte til ære for sig selv ”Foro Mussolini” (nu Foro Italico) nord for Rom – et gigantiske træningskompleks designet til den fascistiske ungdomsorganisation ”Balilla”. Kulten omkring Mussolini er her direkte indgraveret i kunst og arkitektur med henvisninger til ”Il Duce”. På samme måde er faciliteterne i den olympiske by Sotji klart et produkt af én mands ønske om magt og lige så klart en pompøs kulisse for personlighedskulten omkring den russiske leder.
Putin har herved skabt en styreform som Hans Bonde heuristisk benævner et korpokrati – en moderne variant af den franske filosof Claude Leforts beskrivelse af de enevældige herskere, hvor magten ikke udgår fra folket men fra lederens korpus. Under enevælden var den politiske legitimitet bundet til kongens krop, kronen, kåben, det blå blod, arvefølgen og ritualerne. Kongen inkarnerede magten og havde i den forstand ikke behov for at sige noget, når han tronede frem på sin talerstol.Men mens kongen udfyldte tronstolen, er demokratiet karakteriseret ved talerstolen. Tronstolen blev det sted, hvor kongens magtfuldkommenhed viste sig ved, at han ikke talte med, men til folket. Her påpeger Hans Bonde en vigtig pointe i forhold til Putins regime: Der bliver igen talt til folket, og kroppen er igen blevet et centralt symbol i magtudøvelsen. Det helt centrale spørgsmål for Hans Bonde er således også om demokratiets talerstol, der i den demokratiske dialog hele tiden skifter ejermand, er ved at blive indtaget permanent af Putin i en vedvarende monolog.
Som sendt fra Gud
Udover at Putin ønsker at påvirke den russiske nationale identitet ved at slå på landets forhistorie, multikulturelle sammensætning og det russiske sprog spiller gamle konservative og religiøse værdier også en vigtig rolle i Putins genrejsning af Rusland. Efter Konstantinopels fald i 1493 blev Rusland det eneste religiøst-ortodokse land i verden, hvilket førte til en dyb følelse af russisk særegenhed. Zaren Peter den Store fik under sin regeringstid den ortodokse kirke ind som en del af staten, og man placerede en statsudpeget bureaukrat i spidsen for kirken.Under sovjetisk styre blev den russisk ortodokse kirke undertrykt, men har igen under Putin fået en fremtrædende plads for regimet, hvor kirken har genvundet sin tidligere status som semistatslig ideologi. Putin repræsenterer selv en troende ortodoks og vises jævnligt offentligt med embedsmænd fra den russisk ortodokse kirke. Putin vil ikke kun befæste styrets kontinuitet ud fra den russiske fortid, men ønsker at hele regimet skal bygges på kirkens kulturelle legitimitet.Vladislav Surkov, en højtstående russisk politiker, antydede sågar i 2011, at Putin var sendt fra Gud for at redde Rusland – et ekko til zaren som frelser som han portrætteres i russiske historiebøger. Dette blev også fremhævet af selve overhovedet for den russisk ortodokse kirke, patriark Kirill. I februar 2012 kaldte patriarken Putins styre i 00’erne for ”et mirakel af Gud” og anførte desuden, at Putin var medvirkende til at korrigere skævvridningen af Ruslands historie i 1990’erne. Patriark Kirill velsignede desuden Putins olympiske prestigeprojekt kort før åbningen af OL i Sotji i 2014. Velsignelsen var en symbolsk handling, der signalerede kirkens støtte til Putin.Også her spiller Putins krop en central rolle, idet præsidenten ofte portrætteres med korset om halsen, synligt mod hans bare bryst.
Sport for fædrelandet
Den britiske historiker Benedict Anderson taler om nationernes ”forestillede fællesskaber”. Her forbindes hvert medlem af nationen gennem en forestillet kultur, historie og slægtskab, og bevidstheden om denne skaber fællesskabet. Nationen og den nationale identitet beskrives som forestillet, da borgerne i selv den mindste nation aldrig vil kende alle medborgere, møde dem, eller endda høre om dem. Alligevel vil alle nationens borgere i et eller andet omfang have en forestilling om et delt fællesskab.
Den nye magtform under Putin, korpokratiet, er stærkt medvirkende i dannelsen af det forestillede fællesskab i Rusland. Her mødes kultur og politik i Putins korpus, hvor lederens krop bliver central i magtudøvelsen og den visuelle og æstetiske portrættering af Putins krop medvirker derved direkte til dannelsen af den nationale identitet.Historiker Eric Hobsbawn hævder, at det forestillede fællesskab ofte kommer mest tydeligt til udtryk ved sportsbegivenheder, hvor symboler som flag, billeder, ceremonier og musik spiller en vigtig rolle.Således var åbningsceremonien ved OL i Sotji 2014 en oplagt platform for den russiske statsmagt til at projicere et ønsket nationalt fællesskab ud til det internationale samfund og, måske endda endnu vigtigere, til den russiske befolkning. Her skulle det vise sig, at der var to versioner af åbningsceremonien – en international og en national version, hvor især forskellen på skildringen af Putin var slående. I relation til (krops)dyrkelsen af Putin blev præsidenten i den nationale version vist 40 gange mod kun 23 gange i den internationale version.Den større portrættering af Putin i den nationale version er et symbol på, at det var Putin, der fik OL til Rusland. Med Kremls velorganiserede portrættering af Putin løftes den russiske befolkning ind i et forestillet fællesskab, hvor lederen er stærk, potent og atletisk. Putin skaber et billede af en sund og sportslig karakter, og fremhæver sig selv som et forbillede for befolkningen.Selv sammenfattede Putin sportens rolle i det ny Rusland i det russiske råd for fysisk aktivitet og sport i året op til de olympiske lege i Sotji:“Vores børn skal være stærke, sunde, elske sport, have mulighed for at dyrke sport og være i stand til at stå op for sig selv, deres venner og familier og i sidste ende for deres fædreland.”
