Da ‘Lille henrivende Inge’ blev til

Artikelfoto: Canva.com / Stanis Elsborg

Her kan du både printe, downloade artiklen som pdf og sende den til en bekendt via mail. Du kan frit og nemt redigere i teksten inden print eller download, og således fjerne enkelte afsnit, hvis de ikke skal bruges i fx undervisningssammenhæng.

Print Friendly, PDF & Email

Artiklen er et uddrag af Tommy Heisz’ bog “Svømmepigerne” fra 2014

Som syv harpuner skød finalisterne af sted fra startskamlerne. Kampen om de olympiske medaljer var begyndt. Fire baner i det 50 meter lange bassin skulle de svømme. Om godt tre minutter ville det hele være afgjort.

Det passede Inge godt, at hun var blevet tildelt startpladsen mellem tyskeren Hölzner og hollænderen Waalberg. At dømme efter de indledende heat var det de to, der blev hendes konkurrenter i kampen om bronze. Guld og sølv var så godt som udelukket på forhånd. Tyskeren Genenger og japaneren Maehata var i en klasse for sig, og gulddysten lignede en personlig duel mellem de to. Det var selvfølgelig den kamp, stort set alle tilstedeværende på det store svømmestadion var optaget af.

Der lød et brøl ned mod svømmepigerne, da de satte af sted. Når man de efterfølgende dage læste de danske aviser, kunne man sagtens få det indtryk, at en stor del af jublen var rettet mod den danske skolepige, men det er ikke sandsynligt, at hverken publikum eller topnazisterne i æreslogen har tænkt ret meget på hende. Finalen var en duel mellem Tyskland og Japan, og Genenger var udset til rollen som den, der igen skulle føre hagekorset til tops på sejrsstangen.

Jagten på bronzemedaljen var en kamp i kampen. Og det var den, Gunnar Hansen, Statsradiofoniens udsendte reporter var optaget af, da han med myndig og indlevende stemme satte scenen for det store drama. Han sad i speakerboksen og forsøgte at overdøve den ekstatiske japanske kommentator ved siden af.

Og det var selvfølgelig lille Inge, de danske på tilskuerpladserne var optaget af. Alle i den danske delegation havde et særligt forhold til hende. I løbet af legene var den lille skolepige fra Skovshoved blevet alles maskot. Fra tilskuerpladserne opmuntrede de hende med sang:

– Inge, Inge, mas nu paa

saa Medalje vi kan faa

Inges afsæt var ikke så godt. Hun kom langsommere fra start end tyskeren og hollænderen, men holdt sig tæt på dem under hele den første banelængde. Det var helt efter planen. Den strategi, frøken Ingeborg havde gentaget for hende igen og igen. Hun skulle tage den med ro, trække vejret dybt, og så ellers bare hænge på. For når de først kom til spurten, havde de andre ingen chance. Det stod klart efter både det indledende heat og semifinalen.

Tre dage tidligere havde Inge ved den første dyst på de 200 meter vundet klart over svenske Isberg, hollandske Waalberg og tyske Hölzner. Hun kom ind i tiden 3:06:7, og fordi den var tredjebedst af alle tider i de indledende heats, var hun allerede forhåndssikret en plads i finalen, før hun skulle svømme semifinale. Det fik hende nu ikke til at holde igen i semifinalen. Her forbedrede hun sin personlige rekord på distancen og kom ind i 3:06, kun overgået af den urørlige Maehata fra Japan.

Uanset hvor meget frøken Ingeborg, svømmekammeraterne og de danske journalister forsøgte at gøre Inge til en opkomling, der ikke skulle bekymre sig om medaljer, så var det altså et faktum, at hun var reel medaljefavorit før finalen. Ud fra præstationerne i de indledende heat lignede hun den tredjebedste svømmer i bassinet.

Men alligevel. Der var jo det med alderen. Ville hun kunne stå for presset, når Hölzner blev båret frem af over 20.000 tyske tilskuere? Inges klejne størrelse gjorde det stadig svært at tro på, at hun virkelig kunne hamle op med de andre. Da de havde stået der på startskamlerne før finalen, havde alle kunnet se flere af de andre rage et godt stykke op over den danske pige.

Ved anden vending var afstanden mellem Inge og de direkte konkurrenter blevet større. Hun havde mistet terræn til både Waalberg og Hölzner og begyndte selv at blive lidt nervøs for, om hun havde holdt for meget igen.

Men så Inge hun et ekstra gear. Støt og roligt satte hun kadencen i vejret, og straks udmøntede det sig i, at hun åd sig ind på konkurrenterne. Hun lå stadig et lille stykke efter, men hun følte sig rolig og var ved godt mod inden de sidste 50 meter. Maehata og Genenger var som forventet langt foran resten af feltet og udkæmpede deres egen duel om guldmedaljerne. Et drabeligt tæt opgør, som fik stadion til at koge af spænding og begejstring.

Straks efter den sidste vending indledte Inge sin slutspurt. Hun kastede et blik frem mod konkurrenterne og konstaterede, at hun lå godt. Og hun havde stadig overskud. Nervøsiteten, der tidligere på dagen havde forplantet sig som en træthed i kroppen, kunne hun ikke længere mærke. Hun havde kun øje for én ting: at kaste al sin energi ind i de sidste meter.

Inge havde overhalet både tyskeren og englænderen, og kun hollandske Waalberg lå nu mellem hende og medaljen. I kommentatorboksen blev Gunnar Hansens messende stemme både hurtigere og mere begejstret. Men stadig rolig og fattet i forhold til den japanske kollega ved siden af. De sidste 50 meter skreg den japanske kommentator det samme ord ind i mikrofonen igen og igen:

– Ganbare! Ganbare Ganbare!

Det betød: Kom så!.

Guldet blev japansk. Maehata kom i mål lige foran tyske Genenger. Og da der manglede 30 meter, gled Inge så let som ingenting forbi Waalberg. Den ellers fattede Gunnar Hansen kunne ikke længere styre sin begejstring. Nu så han, hvad der var på vej. Og det var i de sekunder, at han spontant gav Inge det kælenavn, der skulle følge hende resten af livet:

– Lille henrivende Inge!

Hun svømmede klart hurtigere end de andre nu. Og hun holdt sin føring hjem. Faktisk øgede hun på de sidste meter, så der ikke var den mindste tvivl om hendes triumf, da fingerspidserne ramte bassinkanten. Inge havde vundet bronze til Danmark. Efter ti dage af et nu næsten overstået OL uden en eneste dansk triumf skulle publikum endelig se en dansker på podiet. Ifølge Berlingske Tidendes reporter gik rygtet som en løbeild ned over tribunerne. Folk prikkede til sidemanden og sagde:

– Hun er kun 12!

Inge krængede badehætten af og var med det samme ét stort smil. Hun vidste præcist, hvor konkurrenterne havde været, og at de var kommet ind et pænt stykke efter hende. Medaljen var hendes. Hun kiggede over mod frøken Ingeborg og vinkede til hende. Den gamle svømmelærerinde vinkede begejstret tilbage og hastede så hen over det flisebelagte gulv til Inge. Da hun nåede bassinkanten, lænede hun sig ned og greb fat i Inge, som hun nærmest flåede op af vandet som en fisk.

De stod længe i omfavnelse. Den gamle læremester og den lille pige. Som egentlig bare skulle være med for sjov.

Relaterede artikler

Artiklen er et uddrag af Tommy Heisz’ bog “Svømmepigerne” fra 2014, der blev udgivet ved Information Forlag.

Tommy Heisz holder også foredrag om ‘Svømmepigerne’. Se mere her!

Svømme-pigerne

Historisk biografi om tre kvindelige svømmere i 1930’erne, der for altid ændrede svømmesporten og danskernes syn på kvindelige sportsudøvere.

Bestil bogen her

Anmelderne skrev:

Bent Blüdnikow i Berlingske (5 stjerner):
“Om de tre svømmepiger Jenny Kammersgaard, Ragnhild Hveger og Inge Sørensen, har journalisten Tommy Heisz skrevet en fortræffelig bog (…) åbner op for et utroligt spændende stykke Danmarkshistorie og så er den velfortalt.”

Asker Hedegaard Boye, Weekendavisen:
”En ganske usædvanlig udgivelse på dansk. Bogen er et tindrende præcist tidsbillede og tilmed et stykke letlæst og veltænkt idræts-, køns- og kulturhistorie.”

Helle Hellmann, Politiken (4 hjerter):
”Tommy Heisz gør sig hele historien igennem stor umage med at belyse en tid, hvor kvinder og ganske unge piger kæmpede bravt for at bryde ud af såvel korsetter som det patriarkalske samfunds meget
snævre rammer.”

Arne Mariager, Jyske Medier (5 stjerner):
“Han har med sin bog “Svømmepigerne der forførte Danmark i 1930’erne” løftet sig et par etager op i forhold til det traditionelle niveau for sportsbøger. Han formår at sætte sporten ind i en samfundsrelation – sporten i forhold til den tid, den foregår i – og dermed også i en spændende kønsrolle-relation.”

Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk:
”Tommy Heisz har skrevet en medrivende og indholdsrig bog om en spændende brydningstid i Danmarks og verdens historie ved hjælp af svømmehistorien. Til lykke med det og anbefalinger herfra.”

Christian Rimestad, Horsens Folkeblad
“Den meget velskrevne og medrivende bog læner sig bl.a. op ad et mylder af detaljer, hentet frem ved at læse ikke kun aviser og bøger fra dengang, men også i samtaler med såvel samfunds- som sports-historikere.”

Kenneth Skipper, Fyens Stiftstidende (5 stjerner):
“Biografien er medrivende og samtidig velskrevet underholdning, og man får lyst til at opleve den i filmform. Man behøver ikke være sportsinteresseret for at lade sig rive med.”