Tidligere idrætsforsker og rådgiver i Kulturministeriet: »De fleste voksne danskere er i virkeligheden kropslige analfabeter«

Claus Bøje har siden 1970’erne været en central aktør i dansk idræt. Med sin seneste bog vil han koldstarte den kulturpolitiske idrætsdebat og genantænde gnisten i danskernes kropsliv.

Under det seneste års nedlukning af Danmark luftede sundhedsmyndighederne og flere eksperter deres ængstelse omkring danskernes fysiske inaktivitet. Overlæge på Rigshospitalet Bente Klarlund Pedersen kaldte endda situationen for »et kæmpe eksperiment både med vores mentale og fysiske sundhed«.

Claus Bøje har imidlertid været bekymret for danskernes kropsudfoldelse i det seneste halve århundrede. Den tidligere idrætsforsker, idrætspolitiske rådgiver i Kulturministeriet og udviklingschef i Lokale og Anlægsfonden har dog sjældent delt sundhedseksperternes fokus. Som én af Danmarks tydeligste stemmer på idrætsområdet har han i stedet efterlyst mere liv, leg og glæde i danskernes idrætsvaner. Og tilbage i februar udgav Bøje så en ny bog, der blandt andet retter blikket mod kropskulturen i Danmark og konsekvenserne af et udpræget sundhedsfagligt perspektiv på idrætten.

»Danskernes idrætsliv er præget af sundhedsmyndighedernes tyranni. Af sundhedsprædikanternes anbefalinger som truer folk med, at hvis de ikke får så og så meget motion om ugen, så kommer de til at lide af en række civilisationssygdomme fra kredsløbsforstyrrelser til cancer og sukkersyge. Listen er jo endeløs. Skræmt fra vid og sans vil folk meget gerne foretage sig noget. De har desværre bare ikke mulighederne og færdighederne til at foretage sig noget, der er sjovt og legende. Men enhver idiot kan jo sætte det ene ben foran det andet, slæbe sig igennem terrænet og undervejs måle effekten på hjertet på et pulsur. Det vil sige, at det bliver de primitive aktiviteter som at gå, løbe, cykle og svømme baner, danskerne tyer til. Altså sådan nogle relativt enkle aktiviteter, hvor man ikke konfronteres med, at man faktisk ikke rigtig mestrer noget ud over det at flytte kroppen fra sted til sted.«

Kaloriepolitik
Claus Bøjes hårde ord er sådan set ikke en kritik af danskerne, skal det understreges. De har snarere sigte på det fravær af en egentlig kulturpolitik for idrætten, som Bøje mener danskerne har lidt under igennem særligt de sidste to-tre årtier. Den mangel på visioner på idrætsområdet, som Bøje har identificeret, er således også motivationen bag hans seneste bog Kampen om idrættens kulturpolitik. Mere mening – mere skønhed. Som Bøje understreger over telefonen, ville en mere retvisende titel på bogen i virkeligheden have lydt; Efterlysning af en kamp for idrættens kulturpolitik. For ifølge Bøje er problemet, at kampen næsten ikke er til at få øje på, selv om idrætten er så dominerende en del af samfundet i dag. Der mangler simpelthen en politisk diskussion af, hvad der foregår på idrætsområdet.

Det er i dette lys bogen skal læses. Som et forsøg på at koldstarte idrætsdebatten. Udgivelsen er en samling af ældre og nyere tekster, der søger langt ud over en gennemgang og analyse af kulturpolitikken gennem de sidste fem årtier. Bogen tager nærmest form som en mosaik over idrættens vidt forskellige elementer og alt det idrætten rummer ifølge Bøje. I et kapitel kan man for eksempel læse om Claus Bøjes glæde ved at stå på skøjter på tilfrosne søer. Ikke underligt i betragtning af, at han selv var ishockeyspiller på eliteniveau i sine unge dage. Andre tekster behandler idrættens pædagogiske kvaliteter, dens forbundenhed med legen og altså ikke mindst, hvordan den førte politik har forsømt den levende idrætskultur.

»De fleste voksne har ikke de særlige faglige forudsætninger for at deltage i mere komplicerede idrætsaktiviteter, fordi idrætsundervisningen så klart blev underprioriteret, da de gik i skole. Det vil sige, at mange voksne i virkeligheden er idrætslige analfabeter. Men måske det allervigtigste er, at byplanlægningen ikke har skabt rum for, at folk i lokalmiljøerne, altså naboer, venner, forældre, børn, bedsteforældre kan gå ud og eksperimentere med kropslig udfoldelse. Invitationerne er der simpelthen.«

Claus Bøjes forståelse af idræt spænder bredt. Fra elitesport over fitness, de mange boldspil, dans på torvet og til diverse former for fysisk leg. Det er netop denne mangfoldighed i idrætten, kulturpolitikken har overset, mener han. Dels har manglen på idrætspolitiske ambitioner efterladt et hul, som sundhedsperspektivet har udfyldt, og dels har politikkerne prioriteret eliteidrætten. Den vægtning af sportens fremmeste har Bøje selv observeret i sin tid som idrætspolitisk rådgiver i Kulturministeriet gennem 15 år i 1970’erne og 1980’erne og senere hen som idrætsforsker.

»Idrætten er umådelig populær i medierne, og skiftende kulturministre ser i eliteidrætten en platform, hvor de kan fremstå synlige og folkelige, når de skal overrække medaljer efter pokalfinalen i fodbold eller hylde hjemvendte verdensmestre. Men de har sjældent indsigt i områdets mangfoldighed. Og så er og har der på Christiansborg længe hersket en fortælling om, at elite skaber bredde. Men enhver der har beskæftiget sig bare en lille smule seriøst med området ved, at det er det rene nonsens. Der er ingen sammenhæng. Så vi ser en form for kulturpolitisk svigt, når man som politiker søger popularitet på en unuanceret prioritering af eliteidrættens interesser, fordi man ved, at eliteidrætten som underholdning virkelig tænder befolkningen.«

Idéen om, at en politisk satsning på eliten i sidste ende vil komme bredden til gode, modbeviser han med henvisning til statistikker, der dokumenterer, at selv ikke håndboldlandsholdenes eller badmintonstjernernes store præstationer har ført til øget medlemstilgang i disse specialforbund. Trods det store fokus på eliteidrætten skal man også langt ned på listen over danskernes foretrukne fysiske aktiviteter for at finde de traditionelle discipliner som fodbold og håndbold. Som Bøje igen anfører, er det de sundhedsbefordrende aktiviteter, der har vundet indpas over de seneste mange år. Paradokset er altså, at imens vi foran fjernsynet begejstres over sportsudøveres udfoldelse i krævende aktiviteter, så dyrker vi selv det, Bøje kalder for »elementære og kulturelt armodige bevægelsesformer« såsom jogging, spinning og styrketræning. Spørgsmålet er da, hvad der går tabt, når danskerne kaster sig over disse aktiviteter frem for mere alsidige former for kropsudfoldelse?

Dansen og legen
»Jeg har sjældent set en smilende motionsløber, men til gengæld har jeg set masser af fryd i øjnene på en badmintonspiller eller drenge, der spiller småbold i gården. Der er en fornægtelse af kroppen på spil, når kulturpolitik bliver til sundhedspolitik. Kroppen bliver underlagt en form for tugt i stedet for en fri udfoldelse, hvor man brænder sit engagement af i et sanseligt udfordrende samvær med andre mennesker omkring indholdsrige aktiviteter. Mit opråb er et opgør mod kombinationen af kropsudfoldelse og pligt, og derfor peger jeg på, at erotikken, dansen, boldspillene, hvis de da ikke bliver disciplineret i alle ender og kanter, er lystbetonede og ikke pligtbetonede. Man kan gå og glæde sig til en tennisaftale hele ugen. Man glæder sig sgu virkelig. Men jeg har aldrig truffet nogen, der med ild i øjnene siger: nu skal jeg heldigvis ud og løbe min daglige tur på en halv time, fordi sundhedsprædikanterne og eksperterne siger det.«

   I bogen fremhæver han motionscykling i kælderen som danskernes mest pligtfyldte aktivitet, hvorimod akten i dobbeltsengen, dans og boldspil tilhører den lystfulde ende af skalaen. Her vil kritiske tunger muligvis indvende, at lyst er en subjektiv oplevelse. Men ifølge Bøje karakteriserer det aktiviteterne han anser for glædesfyldte, at de rummer et mere komplekst samspil mellem idrættens forskellige kvaliteter. Som et overraskende eksempel på en anden rig aktivitet nævner Bøje en disciplin, de fleste danskere nok har stiftet bekendtskab med i deres barndom.

»Rulleskøjteløb er en fantastisk udfoldelsesmulighed. Man kan løbe hurtigt, man kan løbe langt og længe, man får glid og rytme indarbejdet i kroppen, man kan danse og lege, man kan spille bold og udfolde alskens artisteri, hvad som helst.«

Dermed har færden på rulleskøjterne ifølge Bøje en række kvaliteter, der kan udvikle individet, idet det får mulighed for at eksperimentere, udvikle færdigheder, udtrykke sig selv og samtidig gå i dialog og forhandling med andre, hvis man duellerer eller spiller kamp. Men i Bøjes optik er det netop emblematisk for kulturpolitikken, at muligheden for den slags uorganiseret fri udfoldelse er forsvindende få i eksempelvis København.

»Måske en halv million danskere har rulleskøjter liggende i skabet, som de aldrig nogensinde tør komme ud på, fordi det for det første er farligt at løbe på rulleskøjter i trafikken og for det andet forbudt at løbe på cykelstierne – det skal foregå på fortove, hvor der ikke er plads. Men tænk hvor let det vil være at lægge 20 smukt asfalterede baner i København, hvor man uden risiko for at blive henrettet af bilister kunne få lov til at stå på rulleskøjter. Man kan jo udfolde sig på alle mulige måder på rulleskøjter, og det vil være den simpleste og billigste investering i et lystigt kropsliv.«

Disciplineringen i idrætsforeningerne
Som det nok kan fornemmes, anser Bøje ikke bare idrætsforeningerne som løsningen på problemerne med det fattige og pligtbetonede danske kropsliv. Nærmest tværtimod faktisk. For som Bøje allerede peger på i forordene i sin nye bog, så bidrager den almindelige, danske idrætsforening også til punkteringen af glæde og leg.

Som et illustrativt eksempel tegner Bøje billedet af en børneflok, hvis normale legeareal skal inddrages til en parkeringsplads. Her har børnene hidtil praktiseret et utal af former for idræt, som de spontant kunne igangsætte og holde styr på selv. Det være sig boldspil, løb, cykling, skating, dans, hinkelege, slåskampe og meget mere. Nu må børnene dog, tilskyndet af politikere og forældre, søge mod idrætsforeningerne, hvor de forventningsfulde møder op for at fortsætte kropsudfoldelsen. Men som Bøje beskriver, møder børnene her en disciplinering, der bryder med legens umiddelbare dynamik. De inddeles i køn, i alder, i aktiviteter, i præstationsniveau, i funktion på eksempelvis fodboldbanen, og så kan de højst sandsynligt kun troppe op i et spinkelt tidsrum to gange om ugen, når det er holdets træningstid. Samtidig sker det hele under ledelse af en voksen autoritet, der sætter begrænsninger for børnene impulsive input.

»Man kan opfatte idrætsforeningen som en genial konstruktion til inddeling, underdeling, opdeling, sønderdeling. Hver ny generation af børn bliver puttet i kasser, hvor de oplever at blive underlagt en autoritet, der styrer alt, hvad der skal ske. Der er en facitliste og anerkendelsen beror på den voksnes eller forældrenes kommentarer. Så på alle måder sker der en forskydning fra børnenes egen oplevelse af det meningsfulde til en ydre anerkendelse af, om det der foregår faktisk er relevant og interessant. Samtidig suspenderes alle de ting, der normalt ligger i børns omgangsformer i legen. At de skal blive enige om noget, at de skal formulere regler for, hvad spillet går ud på og evaluere dem bagefter. Det er en proces, der både modner og udvikler børnene. Børnene mister simpelthen det, som ellers er kulturpolitikkens centrale mål. At konfrontere mennesker med oplevelser, der udvikler nysgerrighed og fantasi, evner og anlæg på betingelser, som man selv er med til at formulere.«

Allerede fra barnsben fratages vi altså mange af de glæder idrætten rummer, ligesom idrættens pædagogiske potentiale overses. Ifølge Bøje kan idrætten nemlig være en særdeles væsentlig faktor i individets identitetsproces.

»Kroppen er indfaldsvinklen til erfaringer og sansninger, som også præger psyken. Det er klart, at det du foretager dig kropsligt, hvad enten det er i leg eller i anden fysisk udfoldelse, udvikler dine evner og din måde at tænke og opleve dit liv på. Aristoteles sagde allerede for 2300 år siden, at intet er i bevidstheden, som ikke først var i sanserne. Enhver psykologi og kropsterapeut ved, at dét mennesker oplever gennem kropslig aktivitet, er meget afgørende for deres udvikling, socialisering og mentale tilstand i bred forstand.«

Kroppens ret
Men har danskerne faktisk ikke fået nye udfoldelsesmuligheder? Måske ikke i idrætsforeningerne, men så i de større og mindre bymiljøer rundt omkring i landet, hvor 00’erne blandt andet bød på nye byggerier af parkourbaner i hobetal og en række større pladser med skateboard-venlig belægning. Som tidligere udviklingschef i Lokale og Anlægsfonden, hvor Bøje stoppede i 2013, ser han da også en udvikling i byplanlægningen.

»I den nyligt restaurerede Enghaveparken på Vesterbro i København er der virkelig nogle fine takter. Den park er genial i al sin opbygning. Der er steder til boldspil, leg, rulleskøjter, kunstfrossen isbane om vinteren, petanque. Om aftenen kan man endda opleve folk, der danser. Det er bevægende, og så er der samtidig en legeplads med brugbare stativer til mænd, der gerne vil have store overarme. Der er altså ved at opstå en bevidsthed om behovene og byplanlæggerne arbejder gerne med at skabe de her muligheder. Men meget strander også ved bygherrernes, dvs. kommunernes og de private entreprenørers, grådighed, når de ønsker en optimal økonomisk udnyttelse af arealerne.«

Derfor er det netop her kulturpolitikken nu må træde til, mener Bøje. Med nye visioner for, hvordan idrætten skal udfolde sig, så danskerne i deres nærmiljø og hverdag kan bytte den møjsomme løbetur ud med lystfulde aktiviteter.

»Der er selvfølgelig pletter i byerne, hvor man kan komme til udfoldelse, men der er ikke en konsekvent tænkning om kroppens kulturpolitiske rettigheder. Kroppens krav på at befinde sig i omgivelser, som bidrager til at skabe mening og udvikling i det enkelte menneskes liv.«