Anja Andersen – dansk håndbolds store ener

Stjernen, Vejle, ASH 72, Arden, Aalborg KFUM, Ikast FS, Viborg HK, TuS Walle Bremen og Bækkelaget
15. februar 1969

Anja Andersen er den bedste kvindelige håndboldspiller i Danmark nogensinde – og den eneste dansker der kan gøre krav på at være blandt spillets allerbedste nogensinde. Ingen kvinde har spillet håndbold som Anja Andersen. Og ingen har som Anja Andersen formået at gå helt nye veje både på og udenfor banen. Hun gik om nogen forrest og ændrede vores syn på, hvad det vil sige at være en kvindelig håndboldspiller. Anja Andersen mødte modstand fra mange kanter, og hun tog mange slåskampe på og udenfor banen. Det var ikke altid lige kønt. Men revolutioner er ikke kønne, og hele Danmarks Anja revolutionerede håndbolden.

Hun havde ikke talentet fra fremmede. Hendes mor Vivi optrådte på landsholdet i 60’erne, og hendes far Keld Andersen var en væsentlig del af det danske landshold i årene omkring OL i 1972. Begge kom de fra Stjernen i Odense. Men Anja fik for alvor smag for håndbolden, da hendes far blev halvinspektør i Arden i Himmerland. Nu havde Anja en hal for sig selv, og hun brugte mange timer på at øve alverdens skud og bare lege med bolden. Der var ikke rigtig noget pigehold på egnen, så Anja spillede bare med drengene og blev kaldt John på holdkortet.

Hun var god. Anja Andersen var rigtig god. Og rundt omkring i de danske haller begyndte man meget tidligt at tale om Keld Andersens datter, der var fantastisk dygtig, som blev pacet frem af sin far, og som ikke rigtig kunne styre sit temperament. Få havde set Anja. Men alle havde hørt om hende. Snart fik hele Danmark hende at se ved U-VM på hjemmebane i 1987. På det tidspunkt havde dansk kvindehåndbold været nede og skrabe bunden og C-VM. Håndboldforbundet overvejede at nedlægge det kvindelige landshold. Der var ingen resultater, ingen sponsorer og ikke meget tro på det.

Men i sommeren 1985 afholdt DHF et elitekursus for trænere. På kurset deltog en ung træner fra Virum-Sorgenfri, der netop havde overtaget klubbens herrehold i den bedste række. Hans navn var Ulrik Wilbek, og han fik noget at se, som kom til at ændre hans liv og dansk håndbolds fremtid. Spillerne, der skulle agere ’kaniner’ på kurset, var nemlig en flok unge ynglinge- og ungdomslandsholdsspillere, som med det samme skilte sig ud. De var hurtige, bevægelige, og de kunne en hel masse med bolden. Wilbek udtrykte sin begejstring, og han endte med at føre dem til U-VM i 1987.

På det danske hold var lederskikkelsen stregspiller og anfører Vivi Kjærsgaard. I målet stod Susanne Munk Lauritsen, og på højre fløj huserede en spiller fra Hornbæk ved Randers ved navn Janne Kolling. Som streg- og bagspiller havde Wilbek tillige multitalentet fra FIF, Maybrit Nielsen. I alt nåede hele 14 spillere fra dette ungdomslandshold at optræde på A-landsholdet. Helt enestående. Blandt dem var også tre spillere, der var født i 1969. Det gjorde, at de egentlig var for unge til at være med. Den ene var Conny Hamann, der henrykkede med stor bevægelighed og fight. Den anden var Gitte Madsen, der kom til at markere sig som en både forrygende begavet forsvarsspiller og en meget dygtig højre back. Den tredje var Anja Andersen. Ved U-VM var hun kun 18 år.

Det U-VM i 1987 vendte op og ned på alting i dansk håndbold. Efter intense kampe mod Sydkorea og Norge, som skulle blive en vigtig forsmag på det som fulgte, tabte danskerne godt nok til mægtige Sovjetunionen i finalen i Randers. Men holdet spillede for udsolgte haller i Danmark og henrykkede alle. Og så kom denne generation med en helt ny indstilling til at spille håndbold. Før denne generation var det at spille på det kvindelige landshold en hyggelig affære. Men det var også et sted, hvor der mere blev delt strikkeopskrifter end drømt om guldmedaljer. Med Anja Andersen og Ulrik Wilbek kom den stålsatte vilje til at vinde – og til at lægge den træning der skulle til for at nå sine mål. Det var et frontalt opgør med en hyggelig dansk mentalitet, hvor man fejrede fjerdepladser som triumfer. Nu blev det acceptabelt at tale om ambitioner – og ingen var mere ambitiøs end Anja Andersen.

Hun ville vinde, og hun ville lege og henrykke tilskuerne i et enormt højt anlagt spil. Anja Andersen kunne alt på en håndboldbane. Hun kunne skyde, hun kunne hoppe, hun kunne spille de andre, og hun blev med tiden også en fornuftig forsvarsspiller. Men det var hele tiden med et offensivt sigte og med blik for, hvornår hun kunne få fat på bolden. I hallen i Arden havde hun udviklet så mange skudvarianter, at det trodsede enhver fantasi. Faktisk så mange, at det på et tidspunkt blev et problem for hende at skyde helt fri overfor målmanden. Når hun blev mandsopdækket, og det blev hun tit, øvede hun sig bare i at skyde ude fra 11 meter. En ny- og fritænker. For Anja var det ikke mærkeligt at lave en høj dribling som et vip til sig selv eller en aflevering bag om ryggen til stregen, hvor hun puffede bolden afsted med sine albue. For Anja Andersen var det sublime helt naturligt.

Hun var meget inspireret af amerikansk basketball, der med det rigtige ”Dream team” vandt OL i Barcelona, og hvor Michael Jordan og Chicago Bulls svævede over areanerne. Noget lignende ville Anja have ind i håndbolden. Hun arrangerede Anjas Håndboldskole, hvor legen med bolden var i centrum og spillede showkampe, hvor verdensstjerner viste, hvad de kunne. Men det som skilte Anja Andersen fra dem alle sammen, var, at hun også udfordrede sig selv med spektakulære afslutninger, når det gjaldt og talte dyrebare point i en slutrunde. Som da hun under EM i 1994 i en kamp mod Østrig erobrede bolden og valgte at score mellem sine egne ben i et hurtigt opløb. Eller da hun senere i samme turnering i kampen mod Norge snurrede en omgang rundt om sig selv, før hun sendte en underhånd i mål. Det var helt uset og nyt i håndboldverdenen at søge den slags afslutninger i tætte kampe i en slutrunde, og landstræner Ulrik Wilbek havde svært ved at se, at det gavnede fællesskabet. Men Anja Andersen scorede, og var i 90’erne en afgørende drivkraft bag de danske succeser.

Vejen derhen var imidlertid dramatisk. Anja Andersens ekspressive og eksplosive temperament udfordrede mange – også hende selv. Ikke mindst mange mænd, der aldrig havde set en kvinde agere på den måde. Hun havde mange konfrontationer med mandlige trænere og dommere, der så deres autoritet udfordret af en ekspressiv kvinde. Og hun var i evig konfrontation med Ulrik Wilbek. De to havde svært ved at leve med hinanden. Og selv om de begge forlod landsholdet efter VM i 1993, kom de begge hurtigt tilbage igen. De kunne heller ikke leve på landsholdet uden hinanden.

Anja Andersen havde svært ved at falde til i en dansk klub, hvor der ikke rigtig var plads til en så markant, kvindelig personlighed. Det var først, da hun kom under vingerne hos Frode Kyvåg i norske Bækkelaget, at det for alvor tog fart, og der for en stund kom lidt mere ro omkring Anja Andersen. Da blomstrede hun.

Men hun var allerbedst, da hun forstod at skulle hun vinde noget, kunne det kun ske, hvis hun glemte sig selv en anelse og gav mere til fællesskabet. Det skete ved VM i 1997. På det tidspunkt var de danske kvinder europamestre, og havde i den fortryllende sommer i 1996 vundet olympisk guld i Atlanta. Der var historier om jalousidramaer på det danske hold, og på vej til OL-finalen havde Anja Andersen bl.a. udmærket sig ved at give danske tilskuere sin berømte fuck-finger. Men i finalen viste Anja Andersen formatet, da hun efter et brændt straffekast i den ordinære kamp, med et stålsat blik bed tænderne sammen og hamrede sejren hjem til Danmark i omkampen. Det var mental styrke og vindervilje af en anden verden.

Nu manglede Anja og holdet bare én titel. At blive verdensmester i håndbold. Men i en indledende kamp mod Rusland tabte hun igen hovedet og lod sit ego tage over. Det førte til endnu et natligt krisemøde på det danske hold, hvor også massør Allan Poulsen spillede en kæmpe rolle for at få holdet og Anja Andersen til at fungere sammen. Denne gang ramte de den rette balance.

Aldrig har et dansk håndboldhold spillet så godt som i de afsluttende kampe ved det VM. I finalen blev Norge intet mindre end pulveriseret, og det var Anja Andersen, der i den grad førte kniven med alle de rigtige afslutninger og beslutninger. Aldrig var hun og det danske hold bedre end ved det VM. Helt fortjent blev hun også kåret som verdens bedste håndboldspiller i 1997. Kun to danskere har opnået den hæder. Den anden er Mikkel Hansen.

Og netop som Anja Andersen stod på den absolutte top af sin karriere, brast det hele sammen. Under en kamp faldt hun sammen med hjerteflimmer, og i 1999 måtte hun indstille den aktive karriere med en hjertefejl. Det førte til en trænerkarriere, der kom til at minde en hel del om hendes spillerkarriere. Kæmpe resultater, dramaer og konflikter. Og indimellem en storhed, der kun kan komme fra Anja Andersen. Hele tre gange vandt hun Champions League med Slagelse, og undervejs viste hun fremragende taktiske evner som træner. Indimellem kogte det over ude på sidelinjen, og nogle trænere var gode til at spille på hendes temperament. Men når Anja Andersen holdt fokus, var hun som ingen anden.