Paul Elvstrøm

Det er langt mere end hans fire OL-guldmedaljer, der har gjort Paul Elvstrøm til en af sejlsportens mest markante og betydningsfulde personligheder.

»Paul Elvstrøm regnes for at være en af de allerstørste sejlere, der har været. En anden af dem, der regnes for at være det, er new zealænderen Russel Coutts, der blandt andet tre gange har vundet Americas Cup, og han peger på Paul Elvstrøm som den største. Det siger noget om, hvor stor han er,« fortæller Dan Ibsen, generalsekretær i Dansk Sejlunion siden 1985 og tidligere topsejler med blandt andet deltagelse ved OL i 1976.

På det tidspunkt var det 28 år siden, at Paul Elvstrøm havde vundet den første af sine fire guldmedaljer i træk, og det var stadig længe før, hans karriere stoppede.

I OL-sammenhæng skete det først i 1988, hvor han sammen med datteren Trine blev nummer 15 i Tornado. Fire år tidligere var de blevet nummer fire, så i alt var der tale om, at Paul Elvstrøm – bortset fra en længere pause – i omkring 40 år tilhørte verdenseliten.

»I 1980erne var han også fortsat meget kendt, og især i forbindelse med OL i 1984 fik han meget omtale,« siger Dan Ibsen, der mener, at Paul Elvstrøm kunne have været langt mere kendt, end tilfældet reelt er. Hvis han havde ønsket det:

»Men han har altid været en idrætsmand, som ikke har ønsket sig ret meget opmærksomhed.«

Opfindsom sømand

Alligevel er der naturligvis rigtig mange, der stadig kender Paul Elvstrøms navn og ved, at han har vundet en del guldmedaljer ved OL. Men det er i dag ikke længere så kendt, hvor revolutionerende han faktisk har været inden for international sejlsport.

»Mens mange andre sejlere har været meget konservative, har han altid tænkt meget innovativt,« påpeger Dan Ibsen.

Innovativ vil sige banebrydende og fornyende, og det har Paul Elvstrøm formentlig været mere end nogen anden topsejler. Han har blandt mere opfundet hængebænken, han udviklede sejlervesten, og han trænede hårdt om vinteren – uden at være på vandet – hvilket ingen andre gjorde på det tidspunkt.

Hvorfor han begyndte at træne ekstra hårdt, fortæller han om her i en artikel, der optrådte i Tidens Idræt, og som han skrev efter sin anden OL-guldmedalje fra 1952:

»Ved olympiaden i 1948 mødte jeg for første gang verdenseliten inden for jollesporten. Dengang var jeg kun 20 år og havde ikke spor kendskab til de andres dygtighed. Hurtigt opdagede jeg, at det kneb med at holde jollen i balance, således at den kunne gå i topfart. Grunden til, at jeg alligevel vandt, var hovedsageligt min taktik, som aldrig slog fejl. Det stod mig nu klart, at hvis jeg skulle gøre mig håb om at vinde guldet igen i Helsingfors, så måtte jeg hjem og træne hårdt med ben, arme- og mavemuskler.«

Det gjorde han så, og i 1952 vandt han i suveræn stil, og som han lettere ydmygt udtaler i samme artikel:

»Det blev sagt, at jeg vandt olympiadens mest overlegne sejr.«

Men nu var Paul Elvstrøm ikke længere den eneste, der vidste, at en god fysik er en god makker at have med på vandet. For han sluttede artiklen med denne bemærkning:

»I Australien (OL 1956 foregik i Melbourne, red.) vil konkurrencen uden tvivl blive hårdere. De fleste af deltagerne (ved OL i 1952, red.) udtalte nemlig, at de havde lært en masse, og at de også skulle hjem og træne, så de mindst lige så godt som jeg kunne holde båden i balance.

«Men Paul Elvstrøm var stadig den bedste, i mange år frem, og vandt OL-guld i både 1956 og 1960.

Derefter blev forventningspresset for stort, så han begyndte at eksperimentere med andre bådtyper. Han havde også startet sin egen sejlmagervirksomhed, »Elvstrøm Sails«. Så ved OL i 1964 var han kun med som reserve, og i 1968 blev han »blot« nummer fire i Starbåd.

I 1972 skulle han så deltage ved OL i Soling, men undervejs kunne nerverne ikke holde til presset. Han var blevet udnævnt til storfavorit, men brød sammen og måtte udgå.

På det tidspunk gik det heller ikke godt med »Elvstrøm Sails«. Men den blev siden solgt, og i 1980 vendte han så tilbage til verdenseliten, og sammen med datteren Trine vandt han inden sit OL-comeback EM-guld i Tornado i både 1983 og 1984.

Men det er bestemt ikke kun på vandet, at »Guldstrøm«, som han engang blev kaldt, har sat sit aftryk. Dan Ibsen pointerer også, at Paul Elvstrøm har haft meget stor betydning for andre dele af sejlsportens udvikling.

 Mangel på underholdning

I Paul Elvstrøms øjne har der eksempelvis været for få rigtig hurtige både med ved OL og dermed også for lidt underholdning, og de synspunkter er der mange, der har været enige i.

Derfor har Dansk Sejlunion også brugt ham som en en kraftig inspirationskilde, når der i internationalt regi har skullet diskuteres, om der skulle nye bådtyper på OL-programmet.

»Danmark har med stor inspiration fra Paul succesfuldt fået gennemført tre ændringer af det olympiske program i løbet af tre olympiske lege. Paul har også på dette område været forud for sin tid, meget proaktiv og visionær. Derfor er der også så stor respekt omkring ham over hele verden,« forklarer Dan Ibsen.

De tre bådtyper, der er tale om, er 49eren, der kom på OL-programmet i 2000, en ny udgave af Tornadoen, som kom med i 2004, samt et nyt surfbræt, der debuterer ved OL i 2008.

»Der arbejdes i dag intenst – med danskeren Kim Andersen som formand for en international arbejdsgruppe – på at ændre sejlformatet i yderligere to til fire olympiske klasser. Dette skal drøftes i november 2005, og her er der også hentet inspiration fra Paul,« siger Dan Ibsen.

Så det er langt fra kun triumferne, som ud over de fire OL-guld også tæller 13 VM-guld, der har gjort ham så stor, at Danmarks Idræts-Forbund i 1996 kårede ham til den indtil da største danske sportsmand nogensinde.

Rundt om i den store sportsverden er han fortsat et meget stort navn. Det har eksempelvis Morten Mølholm Hansen, informationschef i Danmarks Idræts-Forbund, oplevet:

»Det gjorde jeg især, da IOC (den internationale olympiske komité, red.) fyldte 100 år. Her var jeg nede i Lausanne for at aflevere et billede af Paul Elvstrøm til IOCs museum, og det er ingen tvivl om, at toppen i IOC anser ham for at være et meget stort navn.«

(red. Paul Elvstrøm døde i 2016, og var således i live da Marco de los Reyes skrev artiklen)