KAPITEL 2

Sportens rolle i det antikke Grækenland og i Romerriget

Kapitelfoto: Ukendt / Uniavisen /

Introduktion

I kapitel 2 ser vi nærmere på sportens rolle i det antikke Grækenland i relation til demokratiets opblomstring, religion, kunst, erotik, politik og krig, for herefter at kigge nærmere på Romerriget, som efter at have erobret det antikke Grækenland i år 146 f.v.t. bliver sportens nye kraftcentrum. Sporten havde stor betydning for den antikke tidsregning, for den naturalistiske kunsts gennembrud og for demokratiet på folkeforsamlingerne, hvor de mænd, der deltog, havde øvet sig i at være nøgne og lige bag startsnoren i atletikkens løb. Vi ser også på den antikke romerske kejsertid, hvor kejserens magt i høj grad var baseret på det pseudodemokratiske show, der foregik på hestevæddeløbsbanen og i gladiatorarenaen i Rom. Det var de eneste steder, hvor det romerske folk kunne møde kejseren og måske påvirke ham til at ændre en upopulær politik. For kejseren var målet at købe folkets loyalitet gennem ’brød og skuespil’.

I relation til kapitlet er der også to turguides til henholdsvis Athen/Olympia og Rom med udgangspunkt i byernes kropskulturelle historie. Læs mere under ’Studietur’.