Titlen ovenfor spiller på udviklingen fra det antikke gymnasion, der var en undervisningsanstalt, hvor unge sportsmænd trænede nøgne, til vor tids gymnasium, der hvad pensummet angår overvejende er en åndsanstalt. Fra antikkens fokus på kroppen og den antikke sports enorme indflydelse på demokrati, religion, politik og kunst har vi i dag bevæget os til et fokus på ånden, hvor kroppen har trange kår.

En af bogens hovedpersoner er den danske idræts- og seksualpioner J.P. Müller, der i 1904 blev verdensberømt, da han udgav et gymnastiksystem i bogform i 1½ millioner eksemplarer. Han så klart, at tidens fremspirende borgerlige kultur ikke for alvor ville medføre en frigørelse af kroppen og slet ikke inden for undervisningssystemet. I 1908 skrev han:

Hos antikkens filosoffer og æstetikere rangerede legemet akkurat lige så højt som ånden, fordi krop og sjæl blot opfattedes som to sider af et naturligt hele … Men vore dages ‘åndsaristokrater’, fritænkerne, digterne og til dels videnskabsmændene har ikke kunnet emancipere sig fra den ‘kristelige’ kulturs ensidige åndsdyrkelse. Ret betegnende er det i så henseende, at man i hine tider om et dårligt oplært individ sagde: ‘Han har hverken lært at læse eller svømme’, mens det nu om stunder hedder ‘Han kan hverken læse eller skrive’.

Idræt udgør et ’kroppens sprog’, og ligesom man udfører bøjninger i grammatik, udfører man også bøjninger i gymnastiksalen. Idrætstræning er øvelse i kroppens grammatik. Faktisk forsøgte den danske gymnastikpædagog Agnete Bertram at skabe ’et gymnastisk skriftsprog’ i bogen af samme navn fra 1966.

Hele ideen om, at der findes en åndelig dannelse, der er uafhængig af kroppen og den konkrete erfaring, er ubegrundet. Den amerikanske forsker i kognitiv lingvistik Marc Johnson har vist, at selve vort højt hævede og åndrige sprog er opbygget ud fra fysiske og kropslige metaforer. F.eks. er udtrykket ’han er i balance’, eller at en forskers teori ’virker afbalanceret’ et udtryk for vores erfaringer med, at genstande eller væsner, der mister balancen, vælter. Kroppen er sprogets byggesten.

Den tyske digter og dramatiker Bertolt Brecht sagde: ”Virkeligheden er konkret.” Den franske kunstner René Magritte malede i 1929 et senere verdensberømt billede af en pibe med titlen: Ceci n’est pas une pipe (Dette er ikke en pibe). Herved får han gjort opmærksom på, at maleriet jo ganske rigtigt kun er et billede af en pibe, ikke piben selv. Alligevel tilbyder vi næsten udelukkende indlæring via repræsentationer af verden i stedet for også selv at mærke verden.

Endnu i dag anser en del intellektuelle konkurrencesport som lavkultur og den sportslige kamp for at vinde som lettere primitiv. Åndsarbejde overmatcher håndsarbejde. Men som J.P. Müller vidste af egen erfaring som elitesportsmand, så kan modstand få én til at yde sit ypperste. Den mest sublime æstetiske nydelse kan opleves, når de bedste fodboldspillere i verden tørner sammen i en spændingsmættet Champions League-kamp.

Netop fordi begge hold vil vinde, kan man her se menneskelegemets ypperste formåen endog under pres eller netop via presset. Jo dygtigere ens modstander er, jo mere tvinger han det bedste frem i én med rytmer, ryk, tempo og positionsskift. At beholde balancen, mens modstanderen prøver alt for at få én ud af balance, skaber en særlig elegance. Der opstår hele tiden nye smukke mønstre og overrumplende volter og vendinger i forsøget på at holde på bolden og holde modstanderen fra bolden. Komplekse geometriske mønstre malet – ikke på en græsk vase, men på grønsværen. Hele kroppen – fra isse til fod – er involveret i legen med bolden. Kun bevidsthedens håndlangere, hænder og arme, skal undgå berøring med bolden, hvilket giver spillet dets intuitive, flydende præg.

Med Niels Bohrs ord: Modsætningerne er komplementære, de både udelukker og betinger hinanden. Eller som Poul Henningsen (PH) sagde: ”Uenighed gør stærk.” Konflikten afføder en helt ny skønhed og et nyt drama. Og uden denne modsætning ville gassen gå af ballonen.

Koreografien er ikke nedskrevet på forhånd, men er uforudsigelig og bliver skabt for øjnene af os i et svimlende nu, hvilket giver sporten dens forunderlige præg af nærvær eller med æstetikforskeren Hans Ulrich Gumbrechts begreb: ’presence’, der med hans ord gør elitesport til ”nutidens givetvis mest populære og mest slagkraftige form for æstetisk oplevelse”.

Når jeg derfor skriver denne bog i tæt samarbejde med Stanis Elsborg er det for at yde et lille bidrag til at skrive kroppen og idrætten ind i kulturen – at gøre nutidens gymnasium lidt mere til gymnasion. Det vil ske på flere måder. For det første er den overordnede samfundsudvikling analyseret ud fra idrætten, hvorved læseren får dette sanselige drama som udgangspunkt for at forstå kultur og historie. For det andet vil vi se idrætten i en bredere kontekst af kropskultur, som inkluderer nøgenhed, seksualitet, kroppen i kunsten, kristen askese og meget mere. For det tredje vil vi fremlægge et visuelt materiale i form af billeder, videoer og spille- og dokumentarfilm. Billederne i bogen er derfor nøje udvalgt ikke kun som illustrationer, men også som dokumentationer, og de kan analyseres via den visuelle analysemodel, som præsenteres i kapitel 1. Til alle billeder er der tilknyttet spørgsmål, så læseren opmuntres til at trænge ind i billedet og analysere kropssproget. Problemløsning er et vigtigt læringsværktøj. Når man selv tumler med spørgsmål og svar bliver erkendelsen ikke udvendig lærdom, men en del af én selv.

For det fjerde gives en sanselig tilgang til kulturen ved ’på stedet’-guidninger både på udenlandske idrætskulturelle steder (Athen/Olympia, Rom og Berlin) og på danske (Ollerup og Østerbro). Der er naturligvis kun tale om idékataloger, som man kan variere efter behag. Jeg har gennem mange år udviklet konceptet: ’Med kroppen til Athen/Rom/Berlin’. Når man oplever idrætshistorien ’på stedet’, giver det en stor motivation og god forståelse af temaet. Samtidig får man bevæget sig, uanset om man går, cykler eller løber i byens rum.

Bogen skulle gerne inspirere til at tage på tur til storbyer med udgangspunkt i idrættens kultur og historie. Der er derfor i det følgende givet tips til guidninger i hovedstæder, der er udvalgt, fordi de har en særlig interessant kropskulturel historie. Ideen er, at det kropslige aspekt ligefrem bliver en indfaldsport til en by, ved at man f.eks. oplever en fodboldkamp med byens lokale hold eller genoplever udløbere af nøgenkulturen i det gamle Østtyskland gennem at besøge det nutidige Berlins utallige saunaer, spaog wellness-centre, hvor man stadig bevæger sig omkring uden en trevl på kroppen.

Men mere end det: Man kan gå på byvandring, men man kan også gå på ’byklatring’, altså tilegne sig byen vertikalt ovenfra, uanset om man bevæger sig op i kongepaladset i Rom eller i tv-tårnet på Alexanderplatz i Berlin, hvorfra man kan få et fantastisk fugleperspektiv på den by, man skal besøge. På vej op i kongepaladset i Rom kan man se byen fra stadig nye perspektiver, når man når højere og højere niveau, hvorved der træder stadig nye detaljer frem. Man kan også løbe sig ind i historien ved ligefrem at tage en joggetur på det antikke stadion i Olympia. Alternativt en løbetur på den store antikke hestevæddeløbsbane i Rom, der i dag bruges som rekreativt område, eller på Olympia Stadion i Berlin, hvor OL i 1936 blev afholdt.

Ens egen krop skulle også gerne blive involveret, uanset om man studerer statuer af sportsmænd i vores parker og idrætsanlæg, om man helt bogstaveligt går i kejser Augustus’ fodspor i hans fredsalter i Rom, om man fornemmer ubehaget ved at stå i et nazistisk kultrum ovenpå den tyske rigssportsførers urne på det olympiske anlæg i Berlin, eller om man som de troende katolikker lader sin hånd bevæge sig hen over foden på statuen af Sankt Peter i Peterskirken i Rom og dermed bidrager til at gøre den dråbeformet som et tegn på millioner af troendes hengivenhed. Det kan man kalde hands-on-erfaring. Men det er desværre langtfra altid tilladt.

I erkendelse af faghistoriens begrænsede rækkevidde er historikerne gennem de senere år begyndt at eksperimentere med nye formidlingsformer, ved at eleverne selv prøver at leve, som deres forfædre gjorde – reenactment hedder det.

I idrætsundervisningen på Københavns Universitet udfører eleverne således en svenskinspireret gymnastik, som andelsbønderne gjorde det omkring år 1900, og siden prøver de Niels Bukhs efterfølgende tempogymnastik, der var langt mere dynamisk og svedfrembringende.

Herigennem kan eleverne få en fornemmelse af, hvordan landboerne via kroppen lærte sig at løfte i flok i en tid, hvor de fik brug for at samarbejde økonomisk gennem andelsbevægelsen, men også hvordan der i takt med, at der kom mere gang i hjulene i landbruget, kom mere fart over gymnasternes bevægelser. Eleverne udfører altså de historiske aktørers bevægelser i form af den danske kollektive, lineære og rankende landbogymnastik fra omkring 1884 som erkendelsesvej til landboernes kropslige forberedelse på at disciplinere sig til at bidrage til både andelsbevægelse og politisk systemskifte.

En sådan tilgang forekommer relevant i en tid, hvor det bliver stadig mere tydeligt, at erkendelse via krop og bevægelse fremmer indlæringen også i de boglige fag. Motion og emotion hænger sammen. Kroppen kan altså via gymnastikken trænes til det samfund, mennesker er i gang med at forme. Undervejs i bogen opmuntres læserne til selv at udføre de forskellige gymnastiksystemer lige fra svensk gymnastik til Niels Bukh-gymnastikken og til J.P. Müllers gymnastik.

Lidt dristigt kan man på baggrund af ovenstående sige, at der ikke sker større samfundsforandringer, uden at kroppen er med som en dynamisk faktor. Som et hovedeksempel på sportens forandrende kraft kan nævnes det antikke Grækenlands demokrati. Som vi skal se i kapitel 2, var selve ideen om, at alle frie mandlige borgere kunne stille op bag startsnoren ved de antikke græske sportslege, en vigtig forudsætning for udviklingen af det græske demokrati på folkeforsamlingerne. Også kristendommen fik gennem middelalderen et højst aktivt forhold til kroppen, der via askesen skulle bygge bro til frelsen.

Jeg er inspireret af den fænomenologiske metode, hvor man i stedet for at tro, at man på forhånd intellektuelt har begrebet et fænomen, igen og igen forsøger at sanse det på ny. Meget tyder derudover på, at bevægelse i forbindelse med læring øger hukommelsen. F.eks. har man gode erfaringer med, at dementes udøvelse af ungdommens danse kan genaktivere dele af hukommelsen.

Inden for den moderne læringsforskning er der i dag opmærksomhed over for at involvere kroppen i læringen. Med lektor emeritus Ole Lauridsens ord: ”Man skal sylte folk ind i sanser. Hvis du både ser det, rører det og hører det, er der således hele tre tilgange til det, og så skal du nok huske det.” Ole Lauridsen afviser også, at mennesker skulle have fundamentalt forskellig læringsstil. Alle mennesker får stimuleret deres indlæring ved at benytte sig af flere skriftlige, auditive, visuelle og taktile indlæringsformer.

Tendensen til at inddrage alle sanserne i læringen er led i en større kulturel bølge. Tidligere måtte ”græsset ikke betrædes”, der var ”ingen boldspil i gården”, og det hed, at ”udstillingsgenstandene må ikke berøres”. Nu bliver næsten alle offentlige parker indrettet til jogging, boldbure og kurve sættes op over alt, og museerne arrangerer sanseudstillinger, hvor børn og barnlige sjæle kan røre ved kunstværkerne. ’Græsset skal betrædes’!

Dog er det ikke altid nemt at få mennesker til at sanse med hele kroppen. For at fornemme, hvordan århundreders disciplinering sidder i os, kan man iagttage et publikum til en koncert. Mange sidder selv til en rockkoncert stille eller står og svajer kun ganske lidt. Heroverfor har forfatteren Elias Canetti i bogen Masse og magt fremdraget et eksempel, hvor et fransk matrosorkester spillede den franske nationalmelodi, Marseillaisen, for en gruppe tasmanske urfolk, der reagerede ved at vride og vende kroppen i en forunderlig rytmik. Deres respons foregik ikke kun gennem øret, men gennem hele kroppen. Mange steder i Afrika danses der i øvrigt stadig til arbejdet, hvorved arbejdet bliver leg og legen arbejde.

Bogen henvender sig i særlig grad til gymnasieelever, men bogen vil også være af interesse for studerende og undervisere på seminarier, højskoler, private idrætsinstitutter og universiteter samt for den historie- og kulturinteresserede læser og rejsende. Bogen udfylder et tomrum, idet den er den første samlede undervisningsbog, der kombinerer idrætskulturelle temaer med kilder. Bogens ambition er at vise, hvor aktivt idrætten indgår i den samfundsmæssige udvikling, uanset om der tales om kultur, politik eller national identitet. Det er vores håb med bogen, at læsernes interesse for historie og kultur vil blive øget, når de får serveret vigtige storpolitiske begivenheder og strømninger i lys af deres sammenfletning med idrætten.

Selvfølgelig medfører en bog som den nærværende en lang række fravalg for at kunne fokusere på nogle af idrætshistoriens hovedspor. Den antikke sport er valgt, både fordi sporten her var gennemtrængende i hele samfundslivet, men også fordi den moderne sport og de moderne olympiske lege spejler sig i antikkens sport. Centrale dele af de sidste 120 års gymnastik- og sportshistorie er valgt, fordi bogen søger at skabe forståelse for forudsætningerne for nutidens sport. Dermed er f.eks. aristokratiets formfuldendte og elegante ridning, fægtning og dans i renæssancen samt bøndernes mange førmoderne landsbylege udeladt. Men også inden for de sidste ca. 100 år er der mange fravalg – herunder den moderne fankultur og motionsbølge.

Med ’sport’ menes i det følgende typiske konkurrencesportsgrene som boldspil og atletik. Idrætsbegrebet rummer derudover også motionsaktiviteter som gymnastik, jogging og fitness. Begrebet ’kropskultur’ indbefatter både idræt og aktiviteter som ballet og dans og sansning af f.eks. arkitektur.

I kapitel 1 klædes læserne på via en introduktion til historisk metode og teori, herunder kildekritik, visuel analyse og teorierne om ’forestillede (nationale) fællesskaber’ og ’blød magt’.

I kapitel 2 vises det, hvordan sporten i det antikke Grækenland var den fineste måde, man kunne dyrke sine guder på. Sporten havde stor betydning for den antikke tidsregning, for den naturalistiske kunsts gennembrud og for demokratiet på folkeforsamlingerne, hvor de mænd, der deltog, havde øvet sig i at være nøgne og lige bag startsnoren i atletikkens løb. Vi ser også nærmere på den antikke romerske kejsertid, hvor kejserens magt i høj grad var baseret på det pseudodemokratiske show, der foregik på hestevæddeløbsbanen og i gladiatorarenaen i Rom. Det var steder, hvor det romerske folk kunne møde kejseren og måske påvirke ham til at ændre en upopulær politik. For kejseren var målet at købe folkets loyalitet gennem ’brød og skuespil’.

Kapitel 3 om den danske gymnastikpioner J.P. Müller bygger på spritny forskning. Her fremlægges en overset side af det moderne gennembrud: det sanseligt-erotiske gennembrud. Tesen er, at det moderne danske frisind i høj grad er koblet til den historiske kamp for retten til at vise sig nøgen. I så fald er det tankevækkende, at der i øjeblikket i gymnasiet foregår en kamp på spørgsmålet om blufærdighed i relation til idrætstimernes omklædning og bad. Det er vores håb, at erkendelsen af J.P. Müllers sanserevolution vil give en saltvandsindsprøjtning til den store interesse for det moderne gennembrud i gymnasiet – ikke mindst i danskfaget og i forbindelse med dansk-historieopgaven.

Kapitel 4 handler om, hvordan dansk idræt efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i januar 1933 blev udsat for en massiv charmeoffensiv fra de tyske idrætsautoriteter, der anså Danmark for en raceren nation og et broderfolk. Det var en del af baggrunden for, at det dansk-tyske idrætssamarbejde blev den væsentligste form for kulturelt samkvem med tyskerne under besættelsen. Hagekors og nazistiske slagsange hørte med til dette idrætssamkvem, der gav danskerne mulighed for at holde et højt sportsligt rekord- og konkurrenceniveau midt i en verdenskrig. Efter befrielsen i maj 1945 gjaldt det om hurtigst muligt at få tørret tyskersnavset af sig. Det skete via fodboldkampe med de engelske befriere i Idrætsparken garneret med marcherende modstandsfolk.

I kapitel 5 om den kolde krig demonstreres det, at de olympiske lege fik langt større opmærksomhed via den politiske kamp mellem supermagterne USA og USSR. Når hold fra østblokken skulle møde den sovjetiske besættelsesmagt, var der også altid en ekstra aura omkring kampene – ikke mindst efter de sovjetiske militæraktioner i DDR 1953, Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968. Det samme gjaldt, når hold fra øst- og vestblokken tørnede sammen. Den kolde krig udspillede sig i sin grundform i det spaltede Tyskland og det murdelte Berlin. Vi skal derfor nøje følge udviklingen i Vest- og Østtyskland, hvor dansk idræt kom til at spille en rolle i anerkendelsen af DDR som stat uden om det danske udenrigsministerium.

Endelig er der kapitel 6, hvor historien føres helt up to date. Vi skal se, hvordan topstyrede stater som Kina og Rusland bruger verdens største mega-event OL til nationalpolitisk propaganda ved henholdsvis sommer-OL i Beijing i 2008 og vinter-OL i Sotji i 2014. Den russiske præsident Vladimir Putin har ligefrem udviklet de olympiske anlæg i Sotji til en potemkinkulisse, hvor han lader sig fejre sammen med nogle af tidens største sportsstjerner såsom skakkens Magnus Carlsen og motorsportens Lewis Hamilton. Demokratierne udøver dog også propaganda, hvilket kort vil blive demonstreret via en analyse af OL i London 2012.

Bogen præsenterer et omfangsrigt idrætshistorisk kildemateriale til studiebrug, som kan findes på bogens hjemmeside – www.idraetshistorie.dk/med-kroppen-ind-i-kulturen – og der er overalt billeder og spørgsmål, der skal stimulere indlæring og læselyst. Bogen kan både anvendes monofagligt i et enkelt fag eller tværfagligt i samspillet mellem flere fag f.eks. i anledning af studieture.

Med udgangspunkt i historiefagets læreplan på de gymnasiale uddannelser har vi inddraget emner, som dækker centrale kerneområder i læreplanen, uden at bogen er en ”grundbog” i den forstand, at den slavisk dækker samtlige emner. Temaerne er valgt, fordi de efter vores erfaringer er dem, der fænger bedst og giver størst indlæring. Derudover vil bogen imødekomme læreplanens henstilling om lærestof med udgangspunkt uden for Europa og USA. Bogens indhold kan også være med til at kvalificere gymnasieskolens større skriftlige opgaver som studieretningsopgaven og studieretningsprojektet, hvor der i den grad mangler relevant og appellerende idrætshistorisk materiale.

Bogen er også møntet på idrætsfagets humanistisk-samfundsvidenskabelige del, hvor vi ikke mindst på B- og et forhåbentligt fast etableret A-niveau vil opfordre til, at eleverne arbejder med den historiefaglige metode: kildekritikken samt visuel analyse, som præsenteres i kapitel 1.

Dertil lægger ikke mindst kapitel 6 op til anvendelse i samfundsfag med fokus på sport og international politik. Bogen indgår i et tæt samspil med den tilhørende hjemmeside, hvor der også vil være henvisninger til særligt relevante tv-klip, dokumentar- og spillefilm samt supplerende materiale til bogens kapitler.

Bogens indhold er hovedsagelig baseret på min forskning, herunder flere begrebslige gennembrud såsom sondringen mellem politik og modpolitik (se side 213), identifikationen af en underliggende ritualstruktur i åbningsceremonien for værtsnationen ved de moderne OL (se side 253), samt karakteristikken af nutidens Rusland som et korpokrati, hvor elitesport og præsident Putins egen krop indgår i en forførelse, der tilbyder ’brød og skuespil’ frem for menneskerettigheder og demokratisk dialog (se side 306). Forrest i bogen er der samlet en liste med mine tidligere udgivne bøger, og bagest i bogen en litteraturliste med litteratur, der har været til inspiration til de enkelte afsnit.

Stanis Elsborg og jeg vil gerne give en særlig tak for konstruktiv kritik til følgende eksperter fra Saxoinstituttet på Københavns Universitet: lektor Thomas Heine Nielsen (det antikke Grækenland), lektor emeritus Karl Christian Lammers (det 20. århundredes tyske historie), lektor Jane Fejfer (Romerriget) samt lektor Mogens Pelt (moderne græsk historie). Tak også til pensioneret gymnasielærer og fagkonsulent i musik Finn Gravesen, historiker og gymnasielærer Ena Ørum Mogensen, adjungeret professor i historie Niels Finn Christiansen, professor Klaus Nielsen fra Birkbeck – University of London (OL i Beijing), forstander på Gymnastikhøjskolen i Ollerup Uffe Strandby, kulturforsker, ph.d. Bo Vestergård Madsen, uddannelsesleder Bjarne Stehmann fra Frederiksberg Gymnasium, lektor Bengerd Maria Juul Thorsen fra Gammel Hellerup Gymnasium, lektor Jacob Hermansen fra Rungsted Gymnasium og cand.scient. Jonas Schmidt Christensen. Tak til Martin Lindø Westergaard fra Syddansk Universitetsforlag for entusiasmen over for vores bog. Sluttelig en tak til de mange historie-, idræts- og samfundsfagslærere, der har budt ind med idéer til bogens temaer.

God oplevelsesrejse!